REGISTRANT - Registrantområder - Indre by

13

havet«.   Niels blev således ved sin død i 1180 begravet i kapellet trods stor modstand fra den daværende biskop Svend (1165-91), der ønskede Niels gravlagt i domkirken Skt. Nicolai. Kapellets nøjagtige placering kendes ikke, men noget tyder på, at det kan have ligget under den nuværende domkirke, og at de mange jærtegn og helbredelser, der skete ved kongesønnens grav - han var søn af Knud Magnussøn - og som medførte mange offergaver, har betydet en del, da Peder Vognsen valgte at lægge sin kirke inde midt i den gamle bydel.   Kirkernes placering giver imidlertid også et fingerpeg om gadenettet, der ellers arkæologisk og kildemæssigt er dårligt belyst for denne periode. Man må formode at Mejlgade på dette tidspunkt har spillet en vis rolle med en tilhørende bebyggelse nordenud. Det samme gælder Vestergade, der ikke blot passerede domkirken, men også Vor Frue kirke, og således var den vigtigste indfaldsvej fra vest. Om gaderne var træbrolagte som i vikingetiden, kan ikke siges, men den tidligere trælagte gade langs voldens søndre inderside bliver i disse år omlagt i forbindelse med udbygningen af volden. Den trælagte gade bliver nu udbygget med en stenbrolagt vej, der har kunnet bære tunge vogne, og antagelig har de øvrige gader haft samme karakter.   Den almindelige bebyggelse og det mønster, denne dannede, kommer kun frem i glimt. Den gamle plan fra vikingebyen med den åbne plads synes stort set		at være opgivet i løbet af dette århundrede. På Store Torv og nord for Nationalbanken er der påvist en bebyggelse fra 1100-årene. Dette tyder på, at byen til en vis grad har ændret struktur og måske funktion. Bebyggelsen består af lette træbygninger, men i affaldshullerne finder man rester af husholdningen, spor efter håndværk og handel, der peger på forbindelse med både Norge og Rhinegnene. Byens tidligere faste plan, præget af militær betydning, synes at opløse sig i løbet af dette århundrede. Endnu slås mønt i byen, nemlig af Sven Grathe under tronstriden; efter at Valdemar er blevet enekonge, flyttes imidlertid store dele af Danmarks militære indsats til bælterne og de sydlige kyster, hvor kongen bygger en række stærke anlæg. Er Århus' betydning som strategisk havn og borg hermed udspillet, og er dette årsagen til, at grundene inden for volden kan bebygges med almindelige huse? Det kan indtil videre kun blive gætværk, men i hvert fald skulle det følgende århundrede ændre byens ansigt helt radikalt - en ændring, der ikke havde kongen som planlægger, men derimod kirkens øverste på stedet - biskoppen.   Byplanen omlægges i 1200- og 1300-årene Omkring 1200 påbegyndtes en forandringsproces, der ganske skulle ændre byen og i store træk skabe den struktur, der stadig kan ses i den indre by, og som kan aflæses i de matrikelskel, der ses på de ældste matrikelkort, før man begyndte at opmåle de		store grunde.   Sådanne forandringer kan påvises i mange danske middelalderbyer, og man kan næsten tale om en reurbanisering, der overalt synes at finde sted i perioden 1200-1300.   Iværksætteren i Århus var biskop Peder Vognsen (l 191-1204), men omformningen kom til at løbe over hele århundredet. Peder Vognsen, der selv var en meget velhavende mand af den sjællandske Hvide-æt, gav ved en række gaver grundlaget for at flytte byens domkirke ind midt i voldbyen. Næsten i centrum påbegyndte han byggeriet af den store romanske teglstenskirke, der i størrelse, plan og detaljer kan sammenlignes med de sjællandske teglkirker Ringsted og Sorø, som han kendte. Kirkens størrelse betød, at store dele af voldbyen blev bebygget, og yderligere blev nord for domkirken det biskoppelige palads bygget på hele området mellem kirken og Rosensgade, afgrænset af Bispegade og Mejlgade. Udgravninger har påvist resten af dette paladskompleks, men det meste er forsvundet, da man i 1400-årene ombyggede bispegården og bl.a. lagde en meget stor stenbygning nord-syd langs Bispegade. En bygning forsynet med en smuk hvælvet kælder. Langs med kirken lå endnu en fløj, og på resten af området stod mindre huse af lettere karakter. Dette kompleks blev først nedrevet i anden halvdel af l 700-årene.   Syd for domkirken byggedes et kapitelhus af store dimensioner, og her lå også kannikeresidenserne, der husede præsterne ved domkirken. Bygningerne dækkede store dele af det nuværende Bispetorv.   Øst for domkirken må Katedralskolen være anlagt i 1200-årene og antagelig med samme placering som den nuværende skolebygning.   Det var således et meget anseligt areal, der nu blev udlagt til gejstlig bebyggelse, og man må formode, at mange tidligere beboere har været nødsaget til at flytte andre steder hen. En del af grundene er antagelig erhvervet af kirken ved køb, og eksempler på gaver i form afstenhuse til kirken kendes. Om det for biskoppen som byherre har været muligt at foretage egentlige ekspropriationer vides ikke, men begrebet var ikke ukendt i samtiden, og det kan således ikke afvises.   Forandringerne inden for de gamle volde ophørte ikke hermed. Det synes, som om kirken i de følgende årtier førte en planlagt politik for at
Stenbrolagte gader afløste vikingetidens tregader. Udgravet gadeafsnit ved Søndervold.