REGISTRANT - Registrantområder - Indre by


erhverve grunde og huse; erhvervelsen blev forstærket gennem mange gaver. I 1305 får man således lov til at nedlægge en af byens gader - Torngade - der løber fra »torvet« og langs kirkegården og vest om domkirken. Denne gade må komme fra et ældre torv, placeret i Skolegade-kvarteret og derfra løbe langs med domkirkens sydside for at dreje mod nord ved kirkens vestgavl og derfra fortsætte i den nuværende Bispegade. Oplysningen er interessant, da man her får oplysninger om et torv, der ikke er identisk med nogen af de senere middelalderlige torve. Hvor gammelt dette torv kan være, er vanskeligt at afgøre, men en handels- eller torveplads kunne tænkes i dette område helt tilbage i vikingetid. At Torngade skulle nedlægges, var en nødvendighed, hvis man skulle anlægge Store Torv, og som udgravninger på torvepladsen har vist, skete dette netop på dette tidspunkt. Tilsyneladende har kirken været med i torvets anlæggelse, og dette er sket som et led i den byplan, der blev udstukket ved domkirkens opførelse. Store Torv anlægges som en stor tresidet plads, ryddet for tidligere bebyggelse og med en randbebyggelse, der vel har skullet huse købmænd og håndværkere. Samtidig med torvets anlæggelse synes der at være sket en matrikelopdeling inden for volden. På begge sider af torvet anlægges en række lige store grunde (jfr. matrikelkortet) alle vinkelrette på torvet. Grundstørrelserne går igen i grundene nord for Rosensgade, hvor der blot i sen-middelalderen er tillagt et mindre stykke af den da nedlagte vold. Områderne lige nord og syd for domkirken har ikke denne ens størrelse på grundene, men begge steder er der tale om områder med en specifik gejstlig funktion, som tidligere nævnt. Dog genfindes grundstørrelsen langs østsiden af Skolegade og Mejlgade. I området, der afgrænses af Rosensgade og Mejlgade, synes matriklerne også at have en mere tilfældig størrelse. Årsagen hertil kan være, at den før omtalte Torngade kan have haft et forløb fra Bispegade skråt over mod Mejlgades port; dette vil kunne forklare matriklerne her. De ens udlagt grunde, der nøje hænger sammen med Store Torvs plan, er et ganske markant udtryk for en streng byplanlægning, som er realiseret i løbet af århundredet. For den almindelige borger i byen må de store forandringer i bystrukturen have betydet en hel del besvær. Den bebyggelse, der på Store Torv er påvist fra 1100- og 1200-årene, tyder på, at området var temmelig intensivt bebygget, og dette kan også være tilfældet med den øvrige del, der blev berørt af nyanlægningen. De mange mennesker, der således blev nødsaget til at flytte, blev grundlaget for forstæderne,		der bredte sig ud over den gamle vold. Vestergade blev udbygget, og foruden almindelig bebyggelse blev den hjemsted for en række institutioner. Umiddelbart uden for volden blev Lille , Torv anlagt, antagelig engang i 1300-årene, og med nær kontakt til vadestedet Immervad, der blev erstattet af en bro. Ved Lille Torv lå byens Helligåndshospital langs Immervad mellem åen og Vestergade, nærmere bestemt under det nuværende Magasin. Hospitalet er nævnt i begyndelsen af 1300-årene, hvor dets kapel betænkes i et testamente, og i 1354 gives en temmelig stor gave til restaurering af bygningen, der åbenbart på dette tidspunkt er forfalden af ælde. Hospitalet kan således godt være blevet en del af byens liv fra slutningen af 1200-årene. De ældste arkæologiske oplysninger i Århus stammer netop fra dette område og vedrører Helligånds-hospitalet. I en skoletale i 1748 omtaler rektor Jens Worm, at »Borgmestergården« står på stedet for det gamle Helligåndshus, hvor der er fundet rester »af selve den tidligere Bygnings Ruins Struktur og forskellige Spor af Grave og menneskelige Knogler, som gjorde Modstand, når de stødte mod den flittige Gravers Spade«. Borgmestergårdens grund er matr. 391, og gården blev senere flyttet til Den gamle By. Længere ude i Vestergade fik byen et tiggermunkekloster af dominikanerordenen. Klosteret er oprettet omkring 1239, og munkene fik overladt byens gamle domkirke. Her opførtes i den følgende tid et stort firlænget kompleks, hvor kirken dannede sydfløjen. Til klosteret hørte en ganske stor grund, der rakte fra Grønnegade i vest til åen mod syd, og fra Tangen og Klostergade i nord og et godt stykke over mod Lille Torv i øst. Foruden de stenbyggede klosterfløje har området været optaget af haver og mindre, lette bygninger til værksteder og lign. For enden af Vestergade lå det store mølleområde. Møllen - der var kongeligt ejet - er først nævnt i 1289, men kan være noget ældre. Den lå i området omkring den nuværende Mølleparken, hvor dens forgrenede system af vandløb har domineret topografien. Over mølledæmningen løb en vej, der forbandt området fra Vestergades vestre del med området oppe på Brobjerg. Bebyggelsen i 1200- og 1300-årene har for størstedelen af husenes vedkommende været lette træ- eller bindingsværksbygninger. Kun i enkelte tilfælde omtales stenhuse, ofte i forbindelse med gaver og køb til og af gejstlige. I hvor stort omfang byen har udfyldt det areal, der gennem planen blev udstukket, kan ikke siges med sikkerhed, men i store træk må det formodes, at byen i 1200- og 1300-årene fik den plan og udstrækning, som senere		med få udvidelser og ændringer blev byens naturlige ramme. Man kan ikke undgå at blive imponeret over den planmæssighed, der prægede byplanens forandring, og der må have været en meget fast styring i forbindelse med udførelsen af planen. Det er kirkens magt og formåen, der fornemmes bag planlægningen. Med domkirken som det naturlige midtpunkt blev etableret en »middelalderby«, og den kirkelige interesse går ved de mange ejendomserhvervelser inden for den gamle vold over i direkte økonomiske interesser. Økonomien og indflydelsen på denne spillede en ikke uvæsentlig rolle for kirken, og derfor ses ofte en modsætning til byens borgere, men samtidig må man formode, at de to parter havde sammenfaldende interesser. Til forskel fra byens ældre tid bliver 1300-årene en periode, hvor borgerne synes at fa en større grad af indflydelse på de beslutninger, der træffes. Man får en stadsret, der var en direkte afskrift af retten i Slesvig, og man må formode, at byen har etableret sig med et byråd. I begyndelsen har byen ikke haft et decideret rådhus, men har antagelig benyttet den gamle Borgport til at arkivere sagsakter og lign., samt heri indsat de folk, der blev dømt og fængslet for at bryde byens ret. Borgporten lå mellem Lille Torv og Store Torv, og den havde på dette tidspunkt mistet sin oprindelige portfunktion. Byen var allerede flyttet længere mod vest, og afgifterne blev nu opkrævet ved nyopførte porte. Den eneste grund til at vedligeholde og bevare bygningen må have været, at nye funktioner blev tillagt den, som f.eks. en rådhuslignende funktion. Selve bygningen stod helt til 1683; den var da så meget i vejen for færdslen, at den blev nedbrudt. Udgravninger i 1916 har fremdraget fundamenterne af portens kælderrum, der på et senere tidspunkt omtales som fangehus for de, der sad på livstid. De store fundamenter samt afbildninger fra 1600- årene viser, at Borgporten var en anselig stenbygget bygning, forsynet med et spir. Gadenettet inden for den gamle voldbefæstning må med enkelte undtagelser være dannet i forbindelse med den nye plan. Skolegade, Mejlgade og Kannikegade er etableret i denne periode, og Bispegade må være en rest af den nedlagte Torngade. Den regelmæssige matrikulering omkring Store Torv forudsætter, at Rosensgade eksisterer. Uden for volden har Vestergade og Mejlgade, samt evt. Klostergade været hovedfærdselsårerne til byen. Desværre siger de skriftlige kilder meget lidt om gader, før vi når op i senmiddelalderen, og arkæologisk er vor viden begrænset, hovedsagelig fordi gaderne har ligget under de nuværende og derfor er vanskelige at undersøge.