REGISTRANT - Registrantområder - Ø-gade Kvarteret


De enkelte karreer blev delt op i »huse«, og de indre gårdrum blev splittede i ofte besynderligt udformede jordstykker. Husene, d.v.s. opgange med lejligheder, blev opført af forskellige håndværksmestre, og på denne måde fik hvert hus en individuel karakter, selv om de var byggede efter de sammme tekniske og planmæssige principper. I slutningen af perioden fik boligforeningerne større indflydelse på boligbyggeriet, hvad der førte til større enheder. Karreerne blev derfor mere uniforme i udtrykket, og de individuelle haver og gårde lagt sammen til større fællesarealer. Et eksempel er karreen mellem Sejrøgade og Teglværksgade. Arkitektonisk falder perioden 1870-1930 lige før funktionalismen, og den overvejende del af Ø-gade kvarterets bygninger er derfor forsynede med de traditionelle arkitektoniske detaljer: gesimser, vinduesindramninger, sokler o.s.v. De arkitektoniske hovedformer er også de, der hører til det traditionelle, murede hus: den lukkede bygningskrop med vindueshuller og sadeltaget med kviste. Materialerne er normalt røde mursten og puds. Tagmaterialet var også overvejende- røde tagsten, men dette materiale er mange steder blevet erstattet af eternit. Ø-gade kvarterets særpræg dannes således ved små variationer inden for et mønster. Der er ligheder mellem de enkelte huse, men de er næsten alle lidt forskellige. De fleste er også beskedne i størrelse; opført af en håndværker for ham selv og for et par lejere. Husene er oplivede af detaljer, der afslører forskelle i tid, økonomi, status og arkitekturopfattelse. Skalaen er »provinsiel«, selv om husene i Høegh-Guldbergs Gade og Ny Munkegade »tager sig ud«. Med hensyn til arkitekturen er der tale om udvandinger og oversættelser af, hvad man har set og oplevet andetsteds både herhjemme og i udlandet. I forhold til de samtidige københavnske brokvarterer er Ø-gade kvarteret ikke en afskrækkende ophobning af høje, tætliggende spekulationsejendomme, men et arbejder- og håndværkerkvarter, der nok har en relativ høj udnyttelse, men med sin mangesidighed og beskedne dimension ikke giver de problemer, som storbyens tilsvarende områder frembyder. Det er således karakteristisk for Ø-gade kvarteret, at der bag de lukkede facader findes mange	Et af Teglgårdens markante hjørnepartier - her ved Grønningen.
	grønne områder med store træer, der stammer helt tilbage fra områdets udbygning i 80-erne og 90-erne. Denne kontrast mellem de veldefinerede gaderum og de mere uensartede bagarealer med erhvervslokaler og haver er et karakteristisk element, som det er værd at værne om. Virkningen vil blive svækket, hvis gaderne fyldes op med træer, blomsterkummer, og hvad færdselslovens § 40 ellers giver mulighed for. Et tværsnit i Ø-gade kvarteret viser, at ensartetheden nok er det typiske, men at den oplives af en række tilfældigheder, der dels er af historisk art, og dels bunder i mangelen på egentlig planlægning. Hvad de første angår, har husenes anvendelse undergået mange ændringer i de hundrede år, der er forløbet, siden bebyggelsen begyndte at brede sig fra teglværkerne op ad bakken mod kasernen. I 20-erne og 30-erne fik mange huse tilbygninger med toilet og køkkener, og der blev sat kviste på. I de sidste år er udviklingen gået særlig hurtig med nedlæggelse af butikker og sammenlægning af lejligheder. Også de mange ombygninger, hvis formål det har været at	spare energi, har bidraget til at gøre bebyggelsen mere kompleks. Hvad de andre tilfældigheder angår, så blev den oprindelige gadeplan, der nærmest blot bestod af en karréopdeling på begge sider af den daværende Teglgårdsgade, modificeret af de enkelte grundejeres særlige ønsker og af det bakkede terræn. Alle disse tillempninger og omdannelser giver variationer nede på det niveau, hvor folk nu engang bevæger sig. En tur gennem området viser det. Hvis man går gennem porten i Høegh-Guldbergs Gade 55, spadserer man fra en husrække, der rummer finere og større lejligheder ud mod den oprindelige Vennelyst Park, og ind på en sti mellem plankeværker og små, lave huse med forhaver. Til højre ligger den berømte »Børnenes Jord« - en byggelegeplads indrettet i en have, hvor der tidligere lå en stor villa, der i mange år blev brugt som skole. Videre frem krydser man Sjællandsgade, der fra at være en berygtet gade med slum og prostituerede gennem de senere år har udviklet sig til at blive et
	Udsnit af Lollandsgades karakteristiske bebyggelse - ensartet og dog varieret