REGISTRANT - Registrantområder - Ø-gade Kvarteret

6

Aarhus Æskefabrik opførte i 1921 den nuværende bygning på Anholts-gade 4, tegnet af arkitekt Thorkel Møller. Fabrikken eksisterede allerede fra 1896 - sandsynligvis i bygninger, som tidligere betegnedes »enkeboliger«. Da æskefabrikken mod slutningen af 1960'erne ophørte, blev bygningen overtaget af politiske aktivitetsgrupper og indrettet til mødelokaler og folkeværtshus. »Æskefabrikken« er beliggende i karreen Anholtsgade - Norsgade - Thunøgade - Sjællandsgade, som også er omfattet af Fænøgade-saneringen. Saneringsforslaget blev første gang forelagt i slutningen af 1974, men der blev i 1978 udarbejdet en ny saneringsplan i samråd med beboerne. Denne saneringsplan er nu i gang med at blive gennemført.   Ved at nedlægge mange af erhvervene i kvarteret har man fjernet en del af de miljø- og trafikgener, der var belastende for de dele af området, som lå nærmest de større erhvervsforetagender. Samtidig er antallet afsmåerhverv i baghuse og butikker svundet mærkbart ind, således at brugen af kvarteret efterhånden er blevet mere boligorienteret. De fritidsaktiviteter, som ofte finder sted i de tidligere erhvervsbygninger, kan dog næppe erstatte den oplevelsesrigdom, som trods alt var til stede tidligere.   Mange steder i kvarteret ser man spor efter tidligere indrettede butikker-ofte i hjørneejendommene. De fleste butikker er hovedsagelig blevet indrettet i 1920'erne og 1930'erne, mens flere ejendomme langs Nørregade - Nørre Allé er »født« med butikker eller har fået disse indrettet allerede ved århundredskiftet. Udviklingen til mange små butikker startede i begyndelsen af dette århundrede, da købmandsgårdene med deres rige og blandede vareudbud mødte stor konkurrence fra nye specialiserede brancheforretninger, hvorefter		detailhandelen voksede med mange småhandlende mellem de to verdenskrige.   En årsag til, at mange butikker opstod omkring 1925, var, at butikshandelen blev et nøderhverv for familier, hvis midler ikke slog til trods den ene ægtefælles erhvervsarbejde. Ofte var det for at få en lejlighed nødvendigt, at man også lejede den tilhørende butik. Økonomien ved sådanne arrangementer var ofte usikker, så butikkernes karakter skiftede ved de hyppige lejerskift, mens husejerne havde stor sikkerhed, da huslejerestancer var priviligeret ved eventuelle konkurser. I perioden 1925-32 steg udstedelsesantallet for næringsbreve, men samtidig skærpedes kravene til næringsbrevindehavere, bl. a. måtte hver indehaver kun drive én butik bortset fra fabrikanter, som måtte have flere udsalgssteder for egne varer. I denne periode viser Statistisk Tabel en stigning på ca. 100 % for udstedelsen af næringsbreve og viser samtidig en væsentlig nedgang i befolkningsunderlaget for de enkelte butikker - for de fleste 30 % nedgang. Dette tyder på, at hovedparten af de butikker, vi i dag finder spor efter, netop har været indrettet i 1920'erne og 1930'erne. Konkurrencen mellem de mange handlende har været så voldsom, at man fra flere branchers side i 1925 krævede, at politiet skulle forbyde størstedelen af gadehandelen i Århus.   Under 2. verdenskrig faldt antallet af butikker bl. a. på grund af vareknaphed, men i efterkrigstiden steg antallet helt op til slutningen af 1950'erne med væsentlig større butikker end tidligere. Begrebet selvbetjeningsbutikker begyndte herefter at vinde indpas.   I dag er antallet af butikker til stadighed faldende. Ø-gade kvarteret havde for eksempel 63 kolonialvarebutikker i 1948, mens der i dag kun findes 10. Tendensen er, at butikkerne lukkes, når butiksindehaveren på grund af alder holder op. Da der		kræves en stor og regelmæsssig omsætning for at starte en dagligvarebutik, og da konkurrencen fra varehuse og butikscentre er stor, er det sjældent, at nye folk vover at overtage disse små butikker. Enkelte forsøg ses dog af og til særligt med alternative forretningstyper, som dog ofte ophører efter kort tid. Derfor indrettes de tomme butikker ofte til boliger - tit ved sammenlægning med tilstødende lejligheder og ikke sjældent med et uheldigt resultat for facadekarakteren til følge.   De første butikker i kvarteret har ikke adskilt sig væsentligt fra beboelseslejlighederne, men forretningsfacaderne ændrede karakter ved århundredskiftet fra at have små vinduer til moderne, store spejlglasruder, hvorved de større murgennembrud medførte besynderlige konstruktive løsninger. I disse muråbninger forvistes indgangsdøren ud til siden for at få størst muligt udstillingsvindue. Skiltningen bestod oprindeligt i en bemaling direkte på facaden, men blev senere ført over på spejlglasvinduerne og som afskærmning af søjler og udstillingsreoler.   Under l. verdenskrig og i årene derefter skete der et fald i byggeriet, som indtil 1916 hovedsagelig var opført af private bygherrer. Der var flere årsager til nedgangen. Dels var der mangel på byggematerialer, som også blev dyrere, og dels blev finansieringen af boligbyggeriet i disse urolige krigs- og kriseår både dyrere og mere usikker. Man skulle helt frem til 1925-26, før der igen for alvor kom gang i det private boligbyggeri. Denne afmatning i boligbyggeriet medførte stor bolignød, som var værst i årene op til 1916-20, men mærkbar helt op til begyndelsen af 1930'erne. Folk fra oplandet søgte til byen under krigen, hvilket var med til at forøge bolignøden. For at skaffe de husvilde husly måtte kommunen indrette interimistiske boliger i mange af skolernes gymnastiksale.
Lollandsgade set fra Thunøgade fot. omkr.1897 Den gamle By.				Vesterbro Mølle set fra Den gamle By fot. omkr. 1915 Lokalhistorisk Samling